Velkommen og velbekomme sange

Her finder du forslag til velkommen/velbekomme sange. Du må meget gerne kopiere velkomstsangene, hvis du selv vil lave dine kort, men hvis du ikke orker/ønsker at gøre arbejdet selv, og du gerne vil have menuen (evt. gæstens navn) printet, kan du se under  KORTSERIER, om der skulle være noget interessant og så få Festivitas til at skrive og printe dem.

Du kan også bestille FÆRDIGE VELKOMSTSANGE her.

Du er velkommen til at få din egen sang skrevet i et kort – digtningen kan du enten selv sørge for eller tage direkte kontakt til min samarbejdspartner Merete fra FESTSANGETALER.DK. Hun har mange års erfaring med at skrive lejlighedssange (og taler). Hvis du har et ønske til opsætning af sangen, evt. med dine egne fotos, er du velkommen til at skrive til mig.

Ring eller skriv hvis du selv har en god idé.
Det ville være dejligt, hvis du har en sang, der må lægges her på siden, så andre også kan få glæde af den.

Velkomstsange til Fødselsdag, Konfirmation og andre festlige anledninger

Sang nr. 01 – Velkommen

Melodi: ”Jeg kommer li’ fra Svendborg av”

Den store dag omsider kom,
hvor vi skal holde fest.
Så det gi’r genlyd videnom
vi hilser hver en gæst.
At skabe stemning er vort mål,
den tanke er os kær.
På det vi drikke vil en skål;
Velkommen hver især.

Sang nr. 01 – Velbekomme

Melodi: ”Jeg kommer li’ fra Svendborg av”

De fyldte fade var en pragt,
nu er de blevet tømt.
Vi håber maden har jer smagt,
at intet er forsømt!
Hvis I jer føler godt tilpas,
og alle mætte er,
da ønsker vi med løftet glas
Et velbekomme jer

Sang nr. 02 – Velkommen

Melodi: ”Det’ hammer, hammer fedt”

I dag er glæden stor!
Her lyder velkomst-ord,
en fest er godt i gang,
vi starter med en sang.
Blandt gode, kendte skikke
er både mad og drikke,
kniv og gaffel her
bli’r brugt især.
Det’ hammer, hammer fedt,
at alle bliver mæt
og finder velbehag
i godt og muntert lag,
Smil nu alle gæster,
imens vi sammen fester,
Hjertelig velkommen her i dag

Sang nr. 02 – Velbekomme

Melodi: “Det’ hammer, hammer fedt”

Et Velbekomme her
skal lyde nu især
til gæsterne i dag
i dette glade lag.
Blot alle kan berette,
at de er blevet mætte,
er det meget værd
ved festen her.
Det’ hammer, hammer fedt,
at glæden bli’r komplet,
med fortsat munter fest
i dag med hver en gæst.
Smil blot allesammen,
når der i fryd og gammen
bliver sagt et velbekomme nu

Sang nr. 03 – Velkommen

Melodi: “Nu går våren gennem Nyhavn”

Venner, nu har vi lagt op til
at sku’ ha’ en hyg’lig fest.
Vi har glædet os så meget
til at se enhver som gæst.
Godt humør I alle bringer,
det kan tyd’ligt mærkes her.
Derfor hjerteligt velkommen,
med en skål vi byder jer.

Sang nr. 03 – Velbekomme

Melodi: “Nu går våren gennem Nyhavn”

Nu kan vi vist hæve bordet,
er der no’en der vil ha’ mer’?
Vi vil håbe I er mætte
og at maden smagte jer.
Skal vi lige løfte glasset
for med skål at slutte a’?
Tak for mad og velbekomme!
Sikke dog en dejlig dag.

Sang nr. 04 – Velkommen

Melodi: “Katinka, Katinka”

Af hjertet vi ønsker jer velkommen her,
fordi I har gjort os den glæde
at komme til festen fra fjern og fra nær,
og nu har vi så taget sæde.
Hvor er det dog dejligt, I kom hver især,
hvor er det dog festligt at samles med jer.
Vi hygger os sammen i fest med maner,
os alle som er her til stede.

Til daglig går livet med virke og slid
men hverdagen her vil vi glemme.
I stedet vi hygger os her for en tid,
og føl jer kun alle som hjemme.
Ved festen I alle skal være tilpas,
ved bordet vi indtaget har vores plads.
Tag for jer af retterne, løft jeres glas.
Lad smil og humøret bestemme.

Sang nr. 04 – Velbekomme

Melodi: “Katinka, Katinka”

Når alle er mætte og tømmer hvert glas,
så er det måske på de tider,
hvor man føler trang til at skifte sin plads
og naboen til begge sider.
Vi sir´ VELBEKOMME og trykker i hånd
og håber, ved bordet der blev knyttet bånd.
Nu kaffen bli´r bragt af en tjenende ånd
og dertil små glas og så vidre´.

Nu er det tid, ja, nu er det slut.
Den dejligste middag er omme.
Vi tror I har nydt det og ikke fortrudt,
at I sagde Ja til at komme.
I sådan et selskab, så har man det godt,
og maden og vinen var noget så flot.
Vi hilser på kokken og mangler nu blot
et SKÅL og et stort VELBEKOMME.

Sang nr. 05 – Velkommen

Melodi: “I skoven skulle der vær’ gilde”

Hvor er det rart at se jer
til festen her i dag.
Ja, det var skønt at invitere,
og I svared’ ja!
I huskede humøret.
Det er jo det, der gør’et.
./. Skål og velkommen til enhver,
gid I må more jer! ./.

Sang nr. 05 – Velbekomme

Melodi: “I skoven skulle der vær’ gilde”

Hvis alle nu er mætte,
og ingen vil ha’ mer’,
så bør vi nok os lette
fra stolesædet her!
Tallerk’nerne er tomme,
så derfor: Velbekomme!
./. Lad os nu alle skåle på,
at dagen godt, må gå! ./.

Sang nr. 06 – Velkommen

Melodi: “Oppe i Norge”

Er I i stemning ? Er alle parate ?
Har I taget smilet på og medbragt højthumør
Så’ det på tide, at festen kan starte,
og vi hilser på hinanden, som sig hør og bør
\:Folk fra fjern og nær,
Vær velkommen her.
Lad os hæve glassene
Og skåle med maner !:/

Sang nr. 06 – Velbekomme

Melodi: “I en kælder…”

Her er glæde, her er fest,
og vi har det herligt,
derfor vil vi sige nu
og det ganske ærligt:
VELBEKOMME til enhver,
håber maden smagte jer.
Lad så skålen gjalde
VELBEKOMME ALLE

Sang nr. 07 – Velkommen

Melodi: “Lille sommerfugl …”

Hjertelig velkommen – siger vi til jer.
Håber I vil nyde – alt ved bordet her.
Tal kun med hinanden – skål en ekstra gang.
Sørg blot for at tiden – ikke falder lang.
Vi har satset på – alt så godt sku’ gå,
håber alle – en dejlig fest må få.
Blot I hver især – smiler glad og ler,
ønsker vi jer – velkommen her.

Sang nr. 07 – Velbekomme

Melodi: “Lille sommerfugl …”

Håber I er mætte – og er godt tilpas,
og at maden smagte – ryst den nu på plads.
Lad os ta’ en pause – strække vores ben.
Derpå venter kaffen – og en lille én.
Tak for højt humør – og fordi I gør
dagen stor – den kan ikke blive stør’.
Løft nu glasset op – skål i samlet trop.
Tak for nu – Velbekomme – SKÅL!

Sang nr. 08 – Velkommen

Melodi: “Katinka – Katinka”

I dag er her gilde i vennernes kreds
Det glæder os, at I ku’ komme!
Nu glemmer vi hverdagens vildeste ræs
til natten og festen er omme!
Spænd livremmen ud og gør plads til lidt mer’
Det hele er jo arrangeret for jer!
Så god appetit – og så gentages her:
Vi byder jer hjert’ligt VELKOMMEN!

Sang nr. 08 – Velbekomme

Melodi: “Jeg er havren …”

Det ser ud, som om I mætte er,
så vi må vel hel’re stoppe her,
mens I endnu har lidt energi,
for en dans, det kan vi alle li’.

Først vil vi dog ha’ en kaffetår,
én i glasset vi skam også får.
Flasker, særligt udvalgt af os selv
kimser ingen af jer af, nej vel?

Gid enhver er godt tilpas og glad.
Tak, fordi I nød den gode mad.
Lad os hygge os endnu en stund,
førend vi ta’r hjem til nattens blund.

Sang nr. 09 – Velkommen

Melodi: “Den evigglade kobbersmed”

Til gæsterne, som nu har plads ved dette festensbord,
der allerførst nu lyde skal så varmt et velkomstord.
Vi må en gang imellem se lidt lyst på dette liv.
Nu glemmer vi al dagliglivets sure vrøvl og strid.
Når vi hjælpes ad – ja, så lykkes det jo nok,
vi har samlet sammen en glad og munter flok.
Lad kun skæmten råde, brug gode, glade ord,
og vi byder jer alle: Velkommen til vort bord!

Sang nr. 09 – Velbekomme

Melodi: “Dengang jeg drog af sted”

Et “velbekomme” her, et “velbekomme” der,
vi ønsker hver især, ja vi ønsker hver især.
Nu fik vi da sat skik, på maden som vi fik,
og vinen dertil gjorde os en smule kåd’ og kvik’.
Ja, vinen gør med rette os alle glad i sind,
vi håber, I blev mætte af det, der blev sat ind.
Ja velbekomme jer, ja velbekomme jer.
Hurra, hurra, hurra.

Sang nr. 10 – Velkommen

Melodi: “My bonnie is over the ocean”

I dag vi er samlet til gilde,
i dag er vi samlet til fest.
Vi glædet os har, ih du milde
til at se hver eneste gæst.
Et velkommen
skal lyde til alle fra fjern og nær!
Et velkommen
til alle jer, som vi har kær!

Sang nr. 10 – Velbekomme

Melodi: “My bonnie is over the ocean”

Vi tror nu, at alle er mætte
og klar til at fortsætte her,’
men før vi fra bordet os lette
vi bare vil sige til jer:
Velbekomme,
vi festen vil fortsætte hver og en.
Velbekomme
vi strækker nu vore ben.

Sang nr. 11 – Velkommen

Melodi: “Jens Vejmand”

Velkommen kære venner, vi si’r med denne skål.
At ha’ det dejligt sammen, det er jo vores mål.
Vi kender alt til krise og skatter, trækprocent,
men vi for fest og glæder dog endnu har talent.

Sang nr. 11 – Velbekomme

Melodi: “Marken er mejet”

Nu har I fået lidt mad og lidt drikke,
men vi er skam ikke færdig med vor muntre færd.
Bare I fortsat er glade og kvikke,
så kan vi da sagtens holde denne stemning her.
:: Fest og bægerklang,
TAK fordi I sang,
VELBEKOMME siger vi
og SKÅLER nok en gang! ::

Sang nr. 12 – Velkommen

Melodi: “I en kælder sort som kul”

Pænt velkommen til enhver
vi skal feste sammen.
Vores dage fejres her
nu i fryd og gammen.
Munter stemning, dejlig fest
skabes her af hver en gæst.
Lige her ved bordet
er velkommen ordet.

Sang nr. 12 – Velbekomme

Melodi: “I en kælder sort som kul”

Tør vi nu mon gætte på
alle her er mætte,
så vi kan fra bordet gå –
os fra stolen lette.
Velbekomme er det ord,
som skal slutte dette bord.
SKÅL da kære venner,
vi til kaffen trænger.

Velkomstsange: Konfirmation, Bryllup, Kobber-, Sølv-, Guldbryllup

Sang nr. 13 – Velkommen

Melodi: “Den er fin med kompasset”

Hør bruden og gommen
Vil sige velkommen…
Det glæder os også at se en og hver.
De bedste vi kender,
Familie og venner
Er samlet om os – kan man ønske sig mer´?
Vores fest er i gang.
Godt begyndt med en sang.
Så velkommen, velkommen – og endnu engang.
Velkommen, og skål for
At dagen bli´r mål for
En fremtid i glæde og fest – lig´som her!

Sang nr. 13 – Velbekomme

Melodi: “Marken er mejet”

Bruden og gommen nu si´r velbekomme
Tak fordi i delte denne perlestund med os
Husk nu, at festen slet ikke er omme
Håber alle fortsat være glade og gi´ los
Tak til hver en gæst, som er med til fest,
Kokken og serveringen var også bare bedst.

Sang nr. 14 – Velkommen

Melodi: “Marken er mejet”

Nu er vor junior (pige el. navn)
jo glad konfirmeret,
og ved bordet har han (hun) det
nu rart med hver en gæst.
Det er med glæde,
vi har inviteret
alle jer, som er mødt frem
i dag til denne fest.
:/: Stemning og humør
er vort tilbehør,
og en munter VELKOMST-SKÅL
gi’r festen god kulør! :/:

Sang nr. 14 – Velbekomme

Melodi: “Hammer Hammerfedt”

Lidt mad og sang og fest –
og du er med som gæst.
Lad det være sagt – tak for gaver bragt.
Til familie, venner –
alle dem vi kender.
Tak for mad og tak fordi I kom.

Det’ hammer hammerfedt –
vi fester lige om lidt
smiler velfornøjet
løsner lidt på tøjet,
tid at slappe af nu –
tid at ha’ det rart du.
Lad os lukke lys og glæde ind.

Sang nr. 15 – Velkommen

Melodi: “Jeg ved en lærkerede…”

Et varmt velkommen lyder
nu til jer hver især,
til fest i dag vi byder
for vores junior (pige el. navn) her.

Lidt alvorsord i kirken
var starten her i dag,
nu alle med sin virken
kan give muntert lag.

Vor konfirmand skal hyldes,
det er vor rette mål,
men allerførst skal skylles,
derfor en velkomst-skål.

Sang nr. 15 – Velbekomme

Melodi: “Jeg ved en lærkerede…”

Vi har nu siddet længe
her ved det smukke bord,
så alle kan nu trænge
til velbekomme-ord

Et velbekomme lige
skal lyde til enhver,
vi vil så gerne sige
et tak til alle her.

Vor fest er ikke omme,
skønt vi fra bordet går,
endnu et velbekomme,
og kaffen klar vist står.

VIDSTE DU AT ….
.. du kan få Festivitas til at printe velkomstsang?

Velkommen / Velbekomme sange trykkes på flot karton. Gæstens navn kan også påtrykkes.

velkomstsang Våren gennem Nyhavn

DOWNLOAD udvalg af  Velkommen / Velbekomme sange her.

Bestilling af velkomstsange